“Den bedste øl er den, du bedst selv kan li´”
Vores indgang til at brygge øl er, at oplevelse og kvalitet skal følges ad. Vi vil hellere kassere en opskrift eller – måtte det sjældent ske – et bryg, end præsentere øl, vi ikke kan stå inde for. Hver øl skal have sin egen harmoni og sit eget udtryk: Mild og frisk som Røde Kristian eller voldsom og opmærksomhedskrævende som Franks IPA.
At øl ikke alene er den nordiske pilsnertype vi alle kender og elsker, er en opdagelse der har bredt sig til vel næsten alle danskere de senere år. Det stiller krav til os der brygger øllet om at fortælle om øllet, dets indhold og hvad den enkelte øl – måske – egner sig bedst til.
Flaskeøllets ingredienser er deklareret fuldt ud, fordi vi mener det hører sig til at forbrugeren ved hvilke ingredienser der indgår
Flaskeøllet – ufiltreret og upasteuriseret – er tappet 6-12 mdr. før udløbsdatoen på etiketten (Beer Dreams dog længere!). Grundreglen er, at jo mørkere øl, jo mere alkohol og humle, jo længere holdbarhed.
Vi skriver på etiketten hvor øllet er brygget og tappet. Det gør vi fordi bryggerierne har forskellige processer, som hver især påvirker øllet. Al vores øl er brygget og tappet på Grauballe Bryghus.
Udløbsdatoen er samtidig lot-mærkning, dvs. øl tappet samme dag er brygget i samme forløb og lagret i samme tank.
Tappeugen har altid været angivet på vore fustager, så spørg eventuelt på værtshuset hvad der står på manilla-mærket på den fustage, dit glas er tappet fra.
Hagemannsvej 6D
8600 Silkeborg, Danmark